

Smølferne bor i en landsby i skoven. De bliver jagtet af den onde troldmand Gargamel og hans brune kat Azrael. Gargamel vil skiftevis spise Smølferne eller lave dem til guld (han har fundet en gammel bog om alkymi, der siger, at man med 6 smølfer kan lave bly til guld). Hans planer går dog aldrig godt, og han ender altid med at stå tilbage som taberen. Smølferne har dog også venner i skoven, bl.a. Fader Tid, Moder Natur og troldmanden Homnibus.
Oprindeligt var der 98 smølfer med hvide bukser og hvide huer, der alle var hankøn. Derudover var der Gammelsmølf, som var den ældste, men ikke deres far. Han havde røde bukser og rød hue. Smølfernes navne er enten udtryk for et fysisk træk (Gammelsmølf, Stærksmølf, Klumpesmølf), et karaktertræk (Dovensmølf, Drømmesmølf, Dummesmølf, Dydigsmølf, Gnavensmølf, Skæmtesmølf, Ædesmølf), deres funktion i landsbyen (Bagesmølf, Altmuligsmølf, Bondesmølf) eller blot deres hobby (Digtersmølf, Malersmølf, Musiksmølf, Pyntesmølf).
En af Gargamels planer var at sende en pigesmølfen Smølfine til smølfernes lille landsby. Med 99 hansmølfer og kun én pige gav det en voldsom ballade i den ellers så fredelige landsby. Samtidig arbejdede hun for Gargamel, og det lykkedes hende (ved at lokke Digtersmølf) at oversvømme landsbyen. Da det blev afsløret, at hun arbejdede for Gargamel angrede hun, og Smølferne tilgav hende. Hun forlod dog landsbyen for en tid for ikke at være skyld i mere ballade, men vendte senere tilbage og bosatte sig i landsbyen.
Mens Smølfine boede udenfor landsbyen, blev det tid til at danse de 100 smølfers dans, der ifølge Gammelsmølfs tryllebog skal danses hvert 654. år for at undgå, at Smølferne de næste 654 år skal leve i ulykke. Med kun 99 smølfer gav det et problem, indtil Pyntesmølfs spejlbillede ved et lynnedslag blev levende. Smølfen, der kom ud af det, kaldes enten Spejlsmølf eller blot Smølf nr. 100.
Top
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |